København / Aarhus
 

Kim Harding

Målet med mine fotografier er at skabe enkle og beroligende billeder af naturen. En stor del af mine billeder er til den minimalistiske side, både hvad angår motiver og farvepalet. Symmetri og geometri er vigtige elementer i min stil og koblet med brugen af negativt rum og langtidseksponerings teknikker forsøger jeg at eliminere distraktioner og derved sætte ekstra fokus på billedets motiv.

Som modvægt til de minimalistiske billeder, tager jeg ofte til den jyske vestkyst, når der er storm for at fotografere store bølger. I stormvejr er det umuligt at kontrollere omgivelserne, så billederne indeholder en stor grad af tilfældighed. Til gengæld kommer det fotografiske medie virkelig til sin ret her. Med det blotte øje kan man umuligt nå at opfange den rigdom af detaljer, som gemmer sig i vandmasserne.

Jeg sætter en stor ære i at lave værker af høj kvalitet og have styr på alle led i produktionen. Derfor har jeg mit eget print-studie med storformatprintere og eget indramningsværksted hvor jeg kan lave opklæbning på Dibond-plader og klassisk indramning med glas, ramme & passepartout.

Du er velkommen i mit galleri/værksted hvor jeg altid har 15-20 billeder udstillet.