| |
Line Holtegaard |
Standnr.: B22 |
Line Holtegaard er billedkunstner og grafisk designer gennem mange år – en baggrund, der tydeligt mærkes i hendes sikre greb om komposition, balance og farver.
Hendes malerier er naturalistiske og kredser om lys, hjemlighed og melankoli. Hun maler ofte motiver fra hjemmets indre – rum med ro og nærvær, hvor lyset falder ind og skaber poetiske, sanselige scener. Det er stemningsmættede billeder, hvor skygger, stoflighed og detaljer får stor betydning.
Med teknisk præcision og en poetisk og genkendelig farvepalette indfanger hun både materialitet og stemning – så det sete næsten føles sanset. Melankolien ligger som en stille understrøm og vækker noget genkendeligt hos beskueren: en sansning, en erindring eller en længsel.
Line har udstillet i både ind- og udland, bl.a. på Galleri Oxholm, Galleri Knud Grothe, The Art Baho i Barcelona og The Brick Lane Gallery i London. I 2019 deltog hun i DR’s program Danmarks bedste portrætmaler, hvor hendes portræt blev valgt som personligt eje af sangerinden Aura. I 2024 blev hun udvalgt til et kunstprojekt i samarbejde med Psykiatrifonden, hvor hun mødte H.K.H. Dronning Mary.
Ud over maleri arbejder Line også med keramik – skulpturelle, håndlavede værker med bløde, organiske former og en stærk taktil kvalitet, der inviterer til berøring. Hun maler desuden portrætter på bestilling og er kendt for sin lydhørhed og evne til at indfange både ydre træk og indre stemninger – noget hendes kunder værdsætter højt.
Line bor og arbejder i Gentofte – og du er altid velkommen i hendes atelier.
Følg med på Instagram: @lineholtegaard
|