| |
Alexander Grandjean |
Standnr.: A32 |
// spiritualitet, animisme, shamanisme //
På jagt efter alt det, vi ikke kan se, tager den danske musiker/maler os med på en rejse gennem de usynlige verdener, der omgiver os. Han spørger: hvad gemmer sig bag den fysiske verden?
Alexanders akvareller taler om nysgerrighed og mystik. Gennem over- og underverdener fulde af symboler og moderne animisme leder han efter alt det, vores sanser ikke opdager. Inspirationen kommer fra naturen - skovene, havet og den levende verden, hvor magien, som vi har glemt, bor.
”Jeg synes, det moderne liv går for stærkt. Alle detaljerne, al magien forsvinder. Først når vi sætter tempoet ned, bliver vi suget ind. Først når vores sind bliver stille nok, kan vi høre alle hemmelighederne.”
Med 15 års erfaring i musikbranchen har Alexander skrevet og produceret over 150 sange for artister i ind- og udland og genereret over 30 mio. streams. I 2021 flyttede han fra København til Gilleleje og startede sit soloprojekt som sanger og maler.
Med drømmende melodier og transformerende fortællinger bygger Grandjeans kunst bro mellem det melankolske og det håbefulde; det fysiske og det overnaturlige.
|