Warning: Undefined array key "stand_copenhagen_section_artist" in /customers/9/4/2/kunstforalle.dk/httpd.www/profile_copenhagen.php on line 7
    KØBENHAVN   AARHUS            
 
< Tidligere kunstner Næste kunstner >

Filica Lysfalk

Standnr.: B36


Energi og harmoni i maleriet er det vigtigste Om kunstneren Filica Lysfalk
Af kunstrådgiver, skribent og blogger Connie Boe Boss

Filica Lysfalk ser sig selv som lysarbejder, forstået på den måde, at hendes malerier bliver skabt ud fra en spirituel tilgang. At være lysarbejder vil sige at bruge sine evner til at formidle det universelle i livet. Filica er autodidakt kunstner og har altid søgt indad når der skal skabes noget.

Hun lægger så megen af sin egen kraft i sine værker, at beskueren har mulighed for at modtage healing, nærvær, ro og skønhed, hvis vedkommende åbner op for det, og lader sig spejle af hendes stærke følelser. Det, at lægge hele sin intensitet i sit kunstneriske arbejde er for Filica en nødvendighed – hvert enkelt værk rummer noget af hende selv og hendes egen energi. Og hun er sat på jorden for at dele denne energi med andre, oplever hun.

Når jeg betragter Filica Lysfalks malerier lægger jeg først og fremmest mærke til et interessant samspil mellem forskellige former for energi, mellem mørke og lys, mellem nøje afstemte og dog kontrasterende farver. Nogle strøg er sarte og fine, andre påført lærredet med vildskab og dynamik. Farvens udtryk og tekstur på lærredet afspejler hvordan selve livet er: Det er fint, sanseligt og sart og det er vildt, voldsomt og krævende.

Eksistentiel ekspressionisme
Filica Lysfalk skaber kunst fordi det en måde at eksistere på. Når hun udtrykker sig i en undersøgende og legende proces, arbejder hun bevidst på at skabe områder i maleriet som er energifyldte og levende. Hun tillader tilfældigheder og afprøver farvekombinationer hvorved der opstår en nerve i værket, som på eksistentiel vis formidler energi, balance og lys til beskueren.

Filica rummer selv, og arbejder også ud fra, et stort følelsesregister, hvorfor hendes værker først og fremmest er intense. Hun er en slider, der ikke stopper før værket giver en visuel tilfredsstillelse og kan vække følelser i publikum.

I det konkrete arbejde med lærredet har Filica en ekspressiv tilgang, hvor de mange laserende lag fortæller en historie og sender hendes egne refleksioner tilbage til modtageren.

Farverne
Der er mange forskellige farver i et maleri, og de bygges op helt fra bunden i utallige lag, så alle farver spiller med i totaloplevelsen af maleriet. Værket fremstår til sidst som værende fuldt af lys, vibrerende og energifyldt.

Det er kunstnerens ønske at beskueren bliver nysgerrig på dette lys og de vibrationer maleriet udsender, og får lyst til at fordybe sig i det.

Filica Lysfalks farvepalet består primært af jordfarver. Hun er meget inspireret af naturens farver og de skiftende årstiders nuancer, men bruger også kontrasterende stærke farver, fordi det er sådan, livet er: Modsætningsfyldt.

Når hun arbejder og bruger sin palet, kan hun opdage farvesammensætninger, hun ikke tidligere har kendt og i det hele taget er kolorismen det vigtigste element i hendes værker, udover at selve motoren er intuitive reaktioner på følelsesmæssigt materiale.

Nogle gange oplever Filica også, at farvevalget i et maleri afgøres af hvilke chakraenergier, hun især er præget af i bestemte perioder i livet. Under alle omstændigheder kan man sige, at der i samspillet mellem de dybe, mørke nuancer og de lysere farver fremkommer en dynamik og livfuldhed, som ligner livet – og ikke mindst lyset - selv.

Det, der ikke kan fortolkes, kun opleves…
I Filica Lysfalks abstrakt ekspressionistiske malerier kan man opleve indgange til forskellige rum og til forskellige lag – både på selve billedfladen og i sin egen bevidsthed. I næsten alle malerier er der en form for baggrund, en dybde, hvor ind til der banes en vej af de næstkommende lag maling i mange nuancer. Filica mener, at der i enhver af os er en indre rejse at foretage – udefra og ind – til de mere ukendte sider af os selv og hun giver os helt konkret et billede vi kan iagttage, mens vi grunder over egne indre tilstande og følelser. For hende er livet smukt og vidunderligt at leve, og kan hun formidle det i sin kunst, er hun lykkedes.

Der er ikke nogen entydig konklusion på meningen eller betydningen af malerierne, de kræver ikke at du fortolker dem. De består af en koloristisk sammensathed, hvor man får en personlig oplevelse i mødet med farverne og deres stoflighed. Lyriske punkter i maleriet skaber dynamik og det er som om et indre landskab åbner sig uden at der er bestemt motiv. Rejsen indad er åben for det, du selv har med dig.

Balance i liv og kunst
Som barn oplevede Filica Lysfalk varsler som kom uinviterede og som forskrækkede og undrede hende. Først prøvede hun at lukke ned for den spirituelle energi, men gik til sidst ind i universet omkring det spirituelle. for at lære det at kende.

Hun har gennem 15 år taget forskellige uddannelser indenfor det spirituelle område for at åbne op for den universelle kraft og lade sig guide, så resultatet er en samtale mellem hende og maleriet.

At have en spirituel tilgang til livet er helt naturligt for Filica, og malerierne er hendes redskab til at formidle universet; igennem dem kan hun videregive positiv energi og healing til andre mennesker, og hendes personlige sensitivitet overfor andre medfører en direkte energiudveksling mellem hendes maleri og den person, der tiltrækkes af det.

Og hun er overbevist om, at det ikke er tilfældigt når folk kommer hen til et af hendes malerier eller tiltrækkes af et bestemt værk. Hvis de kan lide det, har de brug for det. Så enkelt er det!

Filica Lysfalk tror på loven om tiltrækning, og håber at hendes publikum, ved at lytte til hvilket maleri de bedst kan lide, oplever at få nøjagtig det billede, de har brug for på nuværende tidspunkt i deres liv.

Filica Lysfalk har eget galleri, beliggende på Nordhavnen i Helsingør. Det er her hun udstiller og sælger sine malerier. Hjemme har hun sit værksted, men i perioder rykker hun staffeli og materialer ned i galleriet og maler derfra.

     
  Produktioner  
 

       


       


 
     

  Her finder du Filica Lysfalk      
 

 

 

Kontakt Filica Lysfalk

Adresse
Filica Lysfalk
Galleri Lysfalk - Nordhavnsvej 1
DK-3000 Helsingør


Tlf.
+45 40875056

Email
E-mail: filicalysfalk@gmail.com


Sociale medier
> Website
> Facebook
> Instagram